Ny bog om ungdomsteologi

Torsdag den 14. marts lagde uKirke på Vesterbro rum til selve udgivelsen af  bogen “Aldrig har jeg følt mig mere velkommen” – der er en antologi om ungdomsteologi, hvor præster og andre, der arbejder med unge og kirke, har fået mulighed for at dele erfaringer. Berit Weigand Berg, udviklingskonsulent i Kirkefondet, Christian Noval, præst i den katolske kirke og Thomas Nedergaard, præst i uKirke har været redaktører på bogen. Bogen er udgivet af ungdomsanalyse.nu i samarbejde med Kirkefondet.

Hele dagen stod i ungdommens tegn, med oplæg og diskussioner fra og i mellem mennesker, der arbejder med ungdomsteologi i teori og praksis. Christian Noval, Danmarks første danske dr.theol. i ungdomsteologi og præst i den danske katolske kirke, præsenterede sit doktorprojekt: “Wired for holiness”. Han udtrykte bl.a:
”Ungdom, vækst og modning er en del af at være skabt, og ungdommen er derfor et mål i sig selv.”
“Hvad er ungdom?” har været et af Novals hovedspørgsmål i sin doktorgrad. Og særligt, hvad ungdom er i spændet mellem teologi og antropologi.
I sin responderende tale udtrykte lektor ved FUV, Lars Sandbeck:”Ungdommen er kommet for at blive, og det har folkekirken også efterhånden opdaget…“Ungdom” er et moderne fænomen, og kirken har ikke haft plads til “de unge” førhen, ligesom samfundet ikke havde det. Men det er i den grad under forandring, og den kristne kirke har fået øjnene op for den vigtige rolle, den kan spille for den moderne unge - og vigtigheden af at møde den unge der, hvor den unge er. Og det er den forandring, der i dag blev fejret med udgivelsen af:  “Aldrig har jeg følt mig mere velkommen”.

Udover Novals præsentation af sin doktorgrad var der oplæg fra ungdomspræst i UngK i Århus, Marie Petersen og ungdomspræst Benjamin König, inden dagen blev afsluttet med en officiel præsentation og reception for bogen.

Det er 20 år siden, den første ungdomspræst blev ansat i Brorsons Kirke på Nørrebro i København, og det er i den anledning, at bogen udgivet. Bogen er ikke en historiebog, men derimod en slags håndbog med en blanding af artikler skrevet af præster og andre, der tager udgangspunkt i de erfaringer, som de har gjort sig med at arbejde med unge. Andre artikler er mere teoretiske, hvor forfatteren belyser et område, som han eller hun har fordybet sig i.

Bogen har forord af Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen.

Læs mere om bogen eller køb den her