Nyheder

Et af de helt afgørende spørgsmål, som står tilbage efter biskoppernes store online konference den 16. januar om den fremtidige liturgi- og gudstjenesteordning i folkekirken, er spørgsmålet om, hvor stor en grad af fasthed eller frihed der skal være for højmesseritualet. 

Ordo-modellen kræver liturgisk dannelse
Der blev fra flere sider plæderet for, at fremtidens liturgiske udvikling skal ske i kontinuitet med fortiden og i dialog med nutiden. Det kan bl.a. lade sig gøre ved at vælge den såkaldte ordo-model, som lidt forenklet går ud på, at enhver gudstjeneste skal have en fast struktur med 4 ”obligatoriske” led: Samling, ord, måltid og sendelse. Ud fra og omkring dette grundmønster er der mulighed for variationer.
Denne norske kirke har i deres nylige gudstjenestereform valgt at gå denne vej med fokus på ordo. Jeg ser det også som en farbar vej i folkekirken – vel at mærke under forudsætning af en fremtidig en styrket liturgisk dannelse af præster såvel som lægfolk. For en større grad af frihed vil få konse-kvenser for lægfolkets medbestemmelse og menighedsrådenes ansvar på det liturgiske område. Denne liturgiske dannelse vil vi fra Kirkefondets side gerne være med til at arbejde for – det være sig med etablering af et foreslået liturgisk center – eller det være sig med foredrag, workshops m.m. om gudstjeneste og liturgi rundt om i landets sogne og provstier, Kirkefondets konsulenter står klar til at rykke ud, ligesom vi allerede nu er parate med tilbud om, at menighedsrådene kan få en virtuel samtalestarter som hjælp til en god intern dialog i menighedsrådet om det lokale gudstjenesteliv.

Konkret afprøvning af anderledes gudstjenesteform
Coronatidens udfordringer har også ført til afprøvning af nye gudstjenesteformer, fordi der nu i en periode kun må afholdes gudstjenester af max. 30 minutters varighed og uden salmesang. Det er en meget decimeret form for gudstjeneste – måske snarere at betragte som en andagt. Men det er vig-tigt at tage nogle af erfaringerne derfra med videre i gudstjenestedebatten. Oplevelser med de korte 30 minutters gudstjeneste har måske skærpet sansen for, hvad der er vigtigst i en gudstjeneste? Hvor få led kan en gudstjeneste koges ned til? Hvilken rolle spiller kirkemusikken? Hvilken betydning har det, om der er en menighed til stede i kirkerummet? Kan man undvære menighedssangen og stadig tale om en gudstjeneste?

”Pressede” sakramenter
Nadveren og dåben var ikke så meget i fokus på liturgikonferencen – bortset fra i enkelte work-shops, hvor der bl.a. blev efterlyst et nadverritual med mere fokus på nadveren som fællesskab. Netop fællesskabselementet i de to sakramenter, dåb og nadver, er blevet udfordret eller accentueret under coronakrisen. For hvordan er det med dåbens betoning af at blive døbt ind i menighedens fællesskab, når et hav af dåbshandlinger er blevet foretaget før eller efter højmessen om søndagen og indtil flere gange i løbet af lørdagen, fordi der var skrappe begrænsninger mht. antal deltagere ved dåbsgudstjenesterne. Og hvordan med nadverfællesskabet, når man sad derhjemme ved skær-men og havde sin egen ”lille nadver” sammen med præsten, som foretog den virtuelt. Og måske var der ved coronatidens nadverhandlinger i kirkerne, hvor brød og vin blev båret rundt til menigheden stående nede i kirkerummet, en større fornemmelse af netop nadverens fællesskab?
På baggrund af disse erfaringer kan der være et håb om, at fremtidens liturgier og ritualer vil give bedre udtryk for de forskellige teologiske aspekter af de to sakramenter – både i de tekster, bønner, mm. som omgiver de to centrale sakramenter – men også i den praksis, som udøves i og omkring dem. Måske skal der, som det allerede er tilfældet på nadverens område, være flere mulige ritualer og former at vælge imellem for den enkelte lokale kirke – med en lille kerne af fasthed i de to sa-kramenters ritualer?