|
| 
|
|
21-05-2010
Kirkefondet har pr. 1. august ansat cand. theol. Morten Skrubbeltrang som ny generalsekretær
Morten Skrubbeltrang er 32 år og konsulent og præst i FDF, hvor han fungerer som inspirator og konsulent i de lokale afdelinger og regioner i FDF, og han er derudover hjælpepræst i Hasle Kirke.
Morten er uddannet teolog fra Århus Universitet og har bl.a. studier i islam og religionsdialog fra Henry Martyn Institute i Indien og været på yderligere studieophold i Indien.
Den nye generalsekretær har en bred erfaring fra flere kirkelige organisationer. Han har bl.a. været ansat som international sekretær i FDF fra 2001-2006, hvor han var ansvarlig for FDFs internationale projekter og kontakter. Han har en bred erfaring med ledelse, motivation og samarbejde med frivillige både i Danmark og udlandet gennem FDF og andre kirkelige organisationer. Han har siden 2007 været formand for Executive Committee for Global Fellowship of Christian Youth, en paraplyorganisation for uniformerede, kirkelige børne- og ungdomsorganisationer med medlemsorganisationer over hele verden, og han har også tidligere siddet i bestyrelsen for bl.a. World Student Christian Federation, IKON Danmark, Økumenisk Ungdom og Silkeborg Højskole.
Morten Skrubbeltrang afløser Kaj Bollmann, der stoppede som generalsekretær 1. februar for at blive kirkebogsførende sognepræst i Jyllinge.
Kirkefondet ser meget frem til samarbejdet med Morten Skrubbeltrang, der starter i sit nye job 1. august.
Kirkefondet indbyder til en velkomstreception mandag den 30. august kl. 14-16 i Kirkefondets lokaler, hvor der vil blive lejlighed til at hilse på den nye generalsekretær. Indbydelser udsendes i starten af august.
|