Kirkefondet har siden 2007 sat fokus på de unge voksne i alderen 18-35 år med projektet "Ung i kirken", hvor vi bl.a. har sat en mentorordning i gang for unge menighedsrådsmedlemmer.
Nu har vi netop præsenteret og udgivet rapporten "De unge voksne og folkekirken - de 18-35-åriges frivilige engagement i sognemenighederne".
8 ud af 10 mellem 18 og 35 år er medlemmer af folkekirken, men de er stort set usynlige i menighedsrådene og andre former for ledelse og frivilligt arbejde i sognene.
På denne baggrund har "Ung i kirken" fået lavet en undersøgelse af barrierer og muligheder i de 18-35-åriges frivillige engagement i sognemenighederne.
Undersøgelsen og rapporten er udarbejdet af CUR - Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik, der har lavet en undersøgelse af de unge voksnes engagement i folkekirken.
I undersøgelsen satses ikke blot på afdækning af fakta, men også på konkrete forslag og anvisninger til brug for menighedsråd og andre, som ønsker at styrke de unge voksnes engagement i og medejerskab til det lokale kirkeliv.
Rapporten kan downloades gratis her eller på www.ungikirken.dk eller købes for kr. 50,- + porto ved henvendelse til Kirkefondet.
Rapporten er udarbejdet og udgivet med støtte fra Y’s Men Region Danmark.
På baggrund af rapporten er der også blevet udarbejdet en folder, der indeholder hovedpunkterne fra undersøgelsen samt en række igangsættende spørgsmål, som kan bruges i menighedsrådet eller ved et større arrangement, hvor de unge voksnes engagement sættes til debat.
Folderen er udsendt til alle menighedsråd i begyndelsen af december. Folderen kan fås gratis ved henvendelse til Kirkefondet eller downloades her.
Kirkefondets magasin "Kirken i dag" udgiver medio marts 2010 et temanummer om de unge voksne og folkekirken, hvor man kan hente mere inspiration. Bestil temanummeret allerede nu ved henvendelse til Kirkefondet.
Kirkefondet kan tilbyde en inspirationsdag eller -aften eller foredrag om de unge voksne og folkekirken eller om frivillighed i det hele taget. Klik nedenfor for at læse mere om disse tilbud.
Tilbud om de unge voksne og folkekirken
Tilbud om frivillighed