- om kirke og kirkeliv


Foredrag: Fremtidens kirke – et mødested mellem kirke og folk
Folkekirken er udfordret. Medlemstallet falder og færre børn bliver døbt. Undersøgelser viser, at det bl.a. skyldes individualiseringen i vort samfund. Desuden påvirkes folkekirken af fraflytning fra land til by – en bevægelse fra områder, hvor kirken står stærkt, til områder, hvor mennesker generelt ikke har så tæt kontakt til deres kirke. 
På den anden side har folkekirken også nogle muligheder – bl.a. i form af en øget spirituel søgen. Og der er stadig et stort ønske om kirken er til stede ved anledninger i menneskers liv og færden, ligesom folkekirken har en stærk økonomi og bredt forgrenet netværk. Men det er svært at navigere for folkekirken mellem dem, der ønsker status quo og dem, der ønsker fornyelse. Det vigtigste er måske, at der overalt foregår en lokal besindelse på, hvordan vil vi være kirke på vores sted? Hvad skal være den særlige profil i vores lokale kirke? Hvordan kan folkekirken udvikle sig, så den kan vedblive at skabe naturlige mødesteder mellem kirke og befolkning? Hvordan bliver folkekirken relevant og nærværende i fremtiden?


Foredrag: Ny brug af kirker
I København er flere kirker allerede blevet taget ud af brug og solgt til andre formål. Gethsemane Kirke på Vesterbro er omdannet radikalt og bruges nu som uKirke. På landet er der ofte kort mellem kirkerne, men - synes det nogle steder - for langt mellem kirkegængerne, og økonomien strammer til. Hvordan kommer fremtiden til at se ud her med mange kirker med århundreders lang tradition bag sig? Hvad har man gjort i udlandet med de kirker, der er lukket og nu bruges til helt andre ting? Hvad gør vi i Danmark? Skal ikke alle kirker bruges og vedligeholdes på samme måde?
Et foredrag, der giver aktuel status på, hvordan gamle kirker bliver brugt på en ny måde, og som sætter fokus på, hvad det er for en verden, den nye brug af kirker skal udtænkes i.
 

Workshop: Diakoni – kirkens sociale arbejde
En del af kirkens opgave er at være til stede over for de svageste i samfundet. Det er op gennem tiden kommet til udtryk i utallige former for sociale indsatser fra kirker. Noget af det særlige ved diakonien er den holdning, at fysisk, psykisk og social sårbarhed er ikke noget, der rokker ved menneskets grundlæggende værdighed, men kalder på ligeværdig/respektfuld medmenneskelighed.
Hvem er de socialt udsatte i jeres sogn eller område? Hvordan kan en social opmærksomhed spille sammen med livet i og omkring kirken i øvrigt? Hvilke kirkelige organisationer på diakoniområdet er det oplagt for jer at samarbejde med lokalt? Hvilke tiltag kan I selv opfinde for og med de mennesker, I gerne vil være der for?
Få inspiration til at omsætte tanke til handling og til at lade diakonien spille sammen med det at være kirke hos jer. Workshoppen vil bestå i en kombination af små oplæg og meget tid til drøftelse og arbejde. Der vil undervejs være inspiration fra diakonale organisationer.


Workshop: Lokalt samarbejde – hvorfor og hvordan?
Synergi, synlighed og nærvær – fordelene ved at samarbejde med lokale aktører omkring sognekirken kan være mange. Det kan være musikskolen, spejderne, plejecentret, markedsdagen, en kunstnergruppe eller hvor der ellers er liv i lokalområdet. Det kan være udfordrende at påbegynde samarbejder på nye områder, men en god indledende proces, og en afklaring omkring, hvad man selv ønsker at opnå som kirke, kan gøre meget. På denne workshop bliver I præsenteret for en række meget forskellige eksempler på samarbejde mellem kirker og lokale aktører. I får redskaber til at komme godt i gang og til at videreudvikle et langsigtet samarbejde. Der bliver god tid til at udvikle idéer til samarbejdspartnere og forberedelse af forventningsafstemning.

Vil du vide mere eller aftale nærmere,
så kontakt os på

Tlf.: 33 73 00 33
kirkefondet@kirkefondet.dk


Priseksempler:

Foredrag
Varighed: ca. 1½ time inkl. samtale 
Kr. 4.500,- ekskl. moms og rejseudgifter

Workshop
Varighed: ca. 3½ time
Kr. 10.000,- ekskl. moms og rejseudgifter