- til at skabe et aktivt kirkerum

Et aktivt kirkerum er et rum, der inviterer den besøgende til at gå på opdagelse i kristendommen og/eller holde en tænkepause - også når der ikke foregår noget. Her er ti gode idéer til, hvordan I let kan komme i gang med at gøre jeres kirkerum aktivt.

1. OPLEVELSE AF KIRKERUMMET
Hvad sætter de besøgende særligt pris på i kirkerummet? Skriv på små sedler eller postkort, man kan hænge på et træ eller en tavle.

2. BIBELFORTÆLLINGERNE I RUMMET
Hvilke fortællinger fra Bibelen er repræsenteret i jeres kirkerum, på altertavlen, i kalkmalerier osv.? Lav en planche, hvor man kan læse historierne.

3. KRISTENDOMMEN I PRAKSIS
Hvilke elementer af kristendommen er til stede i jeres rum (kollektbøsse, døbefont osv.)? Lav en kort forklarende tekst om, hvordan de bruges og hvorfor. 

4. SYMBOLER OG TEGN
Hvilke symboler og tegn er der i kirken? Græske eller hebraiske bogstaver? Kristne symboler som fx fisk, due eller de 4 evangelister…? Lav en skattejagt, hvor børn og andre gæster skal finde dem.

5. KIRKEN OG LOKALOMRÅDET
Er der noget i jeres kirkerum, der er knyttet specielt til jeres lokalområde? Fx historie, kunst eller inventar? Lav korte videoer - én for hver ting - som man kan finde på kirkens hjemmeside.

6. KIRKEN OG DANMARKSHISTORIEN
Er der noget i jeres kirkerum, der har historisk eller kulturel betydning set med danske øjne? Læg bøger frem i kirken eller våbenhuset, hvor dette beskrives.

7. KIRKEN OG VERDEN
Er der spor af den verdensomspændende kristendom i jeres kirke? Gaver I har modtaget fra venskabsmenigheder; spor efter den katolske kirke etc.? Sæt med små flag ved disse ting, så man kan se, hvor de stammer fra.

8. GUDSTJENESTER
Får man et indtryk af gudstjenester og kirkeliv? Lad dekoration og lys stå på alteret. Lad salmenumrene fra sidste gudstjeneste hænge. Læg en salmebog og en bibel frem.

9. RESTEN AF UGEN
Hvad der foregår der i kirken i løbet af ugen? Opsæt billeder fra kirkens hverdagsliv fx i våbenhuset, hæng hjerte eller kors på en gren eller et lystræ for hver vielse og begravelse. 

10. HAR GÆSTER MULIGHED FOR AT EFTERLADE SIG SPOR?
Placér en gæstebog i våbenhuset. Eller opfordring til at optage og sende en lille video, hvor man fortæller, hvad netop dette kirkerum betyder i familiens historie.

Vil du vide mere eller sende en bestilling,
så kontakt os på

Tlf.: 33 73 00 33
kirkefondet@kirkefondet.dk