Fakta om folkekirkens medlemmer

Kort introduktion af Peter Lüchau (2016)

Danskernes medlemskab og syn på kirken
Danskerne er primært medlemmer af folkekirken fordi de ønsker at udleve deres kristendom med kirken som ramme. Tre centrale ting for medlemmerne er: 1. at kirken tilbyder ritualer i forbindelse med livets store overgange, fx dåb, bryllup og begravelse, 2. at kirken værner om den danske kulturarv, fx de mange middelalderkirker, og 3. at kirken kan danne ramme om folks religiøsitet. Det vigtige for medlemmerne er, hvad kirken gør, og hvad de som medlemmer kan bruge den til. Selve det trosmæssige klarer medlemmerne helst selv.

Danskerne er åbne over for kristendom generelt og over for kirken som religiøs samtalepartner. De er samtidig meget fjendtligt indstillet over for ethvert forsøg på at udøve religiøs autoritet eller tvang. Danskerne er interesseret i og efterlyser til en vis grad, at folkekirken har holdninger til fx eksistentielle emner. I danskernes øjne besidder kirken en særlig viden og kompetence om menneskelivet mysterier som ingen anden institution har. Derfor skræmmes danskerne heller ikke væk af, at kirken mener noget. Det som derimod kan skræmme dem væk er, hvad de opfatter som religiøst betinget fordømmelse og diskrimination fx af homoseksuelle.

Man kan groft inddele folkekirkens medlemmer i tre grupper: 1. de kollektivt kristne, 2. de individuelt kristne og 3. de identitets kristne. De kollektivt kristne finder man til højmesse på en almindelig søndag. De er traditionelle i deres tro og kommer i kirken for at være en del af et kristent fællesskab. De er enige om, hvad kristendom er, og hvad der er det rigtige at gøre som kristen. De individuelt kristne finder man til jule- eller påskegudstjeneste. De er utraditionelle i deres tro og kommer i kirken for at sætte deres egen eksistens ind i en større sammenhæng. De er på ingen måde enige om, hvad kristendom er eller bør være og de forventer at få lov til at tro på deres egen måde, ligesom de lader andre tro på deres. De identitetskristne finder man sjældent i kirken, og hvis man gør, er det til dåb, bryllup eller begravelse. De er utraditionelle i deres tro og de er medlemmer af kirken, fordi de mener, at det er det naturlige at være, når man er født og opvokset her i landet. De ingen mening om, hvad kristendom er eller bør være og ej heller om, hvad der er det rigtige at gøre som kristen.

Før- og efterkrigsgenerationerne er kristne på hver deres måde. For de generationer som er født før, under og lige efter 2. verdenskrig, er det at være kristen en selvfølgelighed og ikke noget man tænker videre over. At være kristen indebærer for disse generationer at være en del af et kristent fællesskab og dermed også at være kristen på samme måde, som alle andre i fællesskabet altid har været det. For de generationer, som er født efter krigen, er det at være kristen et personligt valg, som man hele tiden tænker over. De bruger deres kristendom til at tolke de skelsættende begivenheder i deres personlige livsfortælling. Det betyder også, at hvert enkelt menneske i disse generationer er kristent på sin egen måde, og at måden de er kristne på, er i konstant forandring.


Kirkegang: Hvor, hvornår og hvorfor
Danskernes kirkegang er steget de sidste 15 år. Andelen af danskerne, som går i kirke juleaften eller påske er steget markant, mens andelen, som går i kirke mindst en gang om måneden har holdt sig stabil. Stigningen hænger sammen med en større efterspørgsel efter eksistentiel mening. Gennem at komme i kirken til højtiderne føler mange, at de får sat sig selv og deres liv ind i en kosmisk ramme. For dem bliver den lejlighedsvise kirkegang en måde at finde mening i et fællesskab på uden dog at være en aktiv del af fællesskabet.

Kirken har det generelt bedre på landet end i byen. På landet er medlemsandelen, kirkegangen og dåbsprocenten højere. Det skyldes, at fællesskaber på landet er bredere og mere forpligtende. I byen vælger man sine naboer, på landet vælger naboerne én. Fordi vi som mennesker har en tendens til at efterligne vores omgivelser, betyder det, at man på landet går i kirke, fordi alle naboerne gør. I byen derimod vælger man de naboer eller rettere de fællesskaber, som ligner én selv. Det betyder også, at disse fællesskaber er mindre forpligtende, og der derfor ikke er nogen til at trække én med i kirke, medmindre man allerede går der af egen lyst.

Myter og fakta om udmeldelser
Det er en myte, at folk melder sig ud af folkekirken for at spare penge. De kommuner, hvor kirkeskatteprocenten er højest og folk derfor betaler mest i kirkeskat, er samtidig der, hvor kirken har de højeste medlemsprocenter. Var folk ude på at spare penge, ville der være flest udmeldelser der, hvor kirkeskatteprocenten er højest, men det er altså ikke tilfældet.

Det er også en myte, at det ofte er manden i et ægteskab, der melder sig ud for at spare penge, mens konen, der betaler mindre i kirkeskat, bliver. Af de folkekirkemedlemmer, som lever i fast parforhold, er det kun omkring en tiendedel, som har en partner, som ikke er medlem. Kun omkring en tiendedel af de, som melder sig ud af folkekirken, lever sammen med et medlem. Hvis mændene i faste parforhold meldte sig ud for at spare penge, ville der være langt flere "blandede" ægteskaber, men det er altså ikke tilfældet.

Fakta er, at de relativt få som melder sig ud af folkekirken, gør det, fordi de ikke længere er kristne. Udmeldelse er en længere proces, som starter med at folk mister kontakten til kirken og senere deres tro. Når det er sket, skal der dog en særlig anledning til, før de rent faktisk melder sig ud. Det kan være en livskrise eller en oplevelse af, at kirken er fordømmende eller diskriminerende fx over for homoseksuelle. Grundlæggende melder folk sig ud af folkekirken, fordi de føler sig beklemt ved at være medlem af en organisation, hvis tro, de ikke deler. Udmeldelse er således en bevidst handling og sjældent produktet af et øjebliks indskydelse.

Fremtidige udfordringer for folkekirken
Hvad folkekirkens medlemmer tror på vil blive en mere blandet størrelse i fremtiden. I halvtresserne og tresserne var danskerne enige med hinanden og med folkekirken om, hvad den kristne tro indebar. I dag har hvert medlem sin egen udgave af den kristne tro, og den er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med, hvad kirken prædiker; folk vælger helt selv, hvad de tror på. De fravælger i stigende grad troen på synd og helved, og kombinerer i stedet troen på Gud og et liv efter døden med buddhafigurer og krystaller. Konsekvensen er, at folkekirkens medlemmer i fremtiden vil være fælles om deres medlemskab, men uenige om, hvad den kristne tro er.

Danskerne flytter i stigende grad fra land til by, og deres kirkegang vil derfor gå fra at være fælles til at være individuel. Folk vil ikke længere gå i kirke, fordi de forventes at gøre det, men kun hvis det taler til dem på et personligt plan. Det betyder også, at kirken skal indstille sig på, at hverken medlemskab eller kirkegang længere er en selvfølgelighed og at medlemmerne i stigende grad skal gås i møde, fordi deres omgivelser ikke længere trækker dem med i kirke.
 

Vil du vide mere eller sende en bestilling,
så kontakt os på

Tlf.: 33 73 00 33
kirkefondet@kirkefondet.dk