En relevant og nærværende folkekirke

Hvad skal vi arbejde med for at skærpe kirkens relevans og nærhed? Jeg vil give 5 bud på områder, hvor vi set fra min stol skal sætte ind for at skærpe kirkens relevans og nærhed blandt mennesker i dag. 

1. Gå til forkyndelsens kerne og gør det med hjerte og integritet! 

I begyndelsen af december 2019 bragte Information en kronik under overskriften ”Skab bevægelse og legitimitet”. Den handlede godt nok om fagbevægelsen, men den udsiger noget centralt om vores tid: 

”Legitimitet er blevet en langt mere flygtig størrelse, og befolkningens tillid til autoriteter bredt og særligt til politikere, journalister og interesseorganisationer er konstant på prøve. Uanset om du er politiker, virksomhed (og her kunne jeg tilføje kirke), eller fagforening, så står og falder din styrke med, om du kan skabe følgere til din sag og vise, at du ikke kun vil være noget for dig selv og dine egne, men søger løsninger for det fælles bedste.” 

Kirken må klart og tydelig vise, at den ikke blot vil sig selv og sit eget, men at den er et åbent og inviterende fællesskab, der samles om et evangelium, der kan skabe følgere. Vi skal - som Dronningen sagde til vi biskopper ved nytårskuren i år - være en kirke, der taler til både hoved og hjerte. 

Professor emeritus Peter Widmann har i bogen ”Bestemmelser” givet sin definition på evangeliets kerne, som jeg er meget enig i. Peter Widmann skriver: ”Den lære, der skal prædikes, er i sit væsen evangelium og ikke lov, maksimaltilsagn og ikke minimalkrav, glædesråb og ikke forskrift! 

Men evangeliet er ikke formløse følelsesudbrud. Men klare ord egnet til vished og en ny selvbevidsthed. Visheden om at være elsket med en uendelig kærlighed, på trods af al modstand i mig og om mig. Den beror på erfaringen af den lidende kærligheds sejr over verden. Det er ”korsets gåde”, der alene kan vække den verdensovervindende tro og kærlighed”. 

Kirkens nærhed springer ud af det evangelium, der giver erfaringen af den lidende kærligheds sejr. Sådan var det vel for Luther. Netop denne erfaring førte til frihed og følgere. Og ser vi herhjemme – så er det vel netop også, hvad der var kernen i både den grundtvigske og den missionske vækkelse – at de med sig bar erfaringen af den lidende kærligheds sejr over verden. Folkekirken er i høj grad stadig båret af udløberne af disse to vækkelsers erfaringsnære forkyndelse. En smittekilde, vi i alt for mange år har indpakket i for megen blufærdighed. 

I dag spørges der religiøst, og derfor skal vi som folkekirke turde tale mere åbent religiøst og opsøge de steder, hvor den religiøse spørgen finder hen – på de sociale medier, i pilgrimsvandringerne, i natkirkerne, i meditationsgudstjenesterne og der, hvor vi som kirker åbner os i situationer, hvor livet bliver for stort. 

 

2. Vi skal give kirken tilbage til folket! 

For at blive i Peter Widmanns artikel, så siger han det ganske klart: ”Vor tids afgørende problem er menighedens svage røst. Uden den kristne menigheds kalden er alle udsagn om kirkens sag stedløse. Kirkefolkets myndighed er den væsentligste livsbetingelse for protestantismen. Derfor anser jeg det for helt rigtigt at efterlyse ”Kirkens mund og mæle”. Kirkens lære er i al for høj grad overladt til teologerne, og det har ingen godt af, allermindst teologerne”. 

Det myndige lægfolk skal styrkes og udrustes. 

Vi skal have igangsat en teologisk undervisning og et dialogmiljø, af et omfang og en styrke, som da vi fik indført minikonfirmandundervinsingen. Teologi for lægfolk skal præsenteres – ikke blot i kirkehøjskoler, men i samtlige oplysningsforbund og i frie skoler, der kan tillade sig at drive på værdi-er. For os kolde nordboer går tingene ofte fra hovedet og ned i hjertet. Men den teologiske fordybelse kunne også komme via musikken eller kunsten – der også formår at pirre til vores nysgerrig-hed. 

 

3. Kirken skal tage del i verdensdagsordenen. 

En kirke, der er relevant, er en kirke, som forholder sig til tidens og verdens dagsorden. Ja ”kirkens dagsorden skrives af verden” – og sådan har det været, siden Vor Herre selv lod sig inkarnere jule-nat for netop at kunne være helt tilstede i verden. 

For nogen tid siden fik jeg en henvendelse om, hvorvidt jeg ville være med til at besvare unges krav til klimahandling fra vi voksnes side. De unge strejkede den 20. september 2019 med udgangspunkt i et klimamøde i FN i New York. Et af spørgsmålene ved demonstrationen var: ”Hvor er I voksne – som bestemmer i verden?” Og nu var der flere virksomheder og organisationer verden over, der opfordrede voksne til at lave en klimamarkering fredagen efter den 27. september. Jeg skrev så ud til alle kirker i Viborg Stift med opfordring til, at man satte sig sammen til frokost den 27. september og drøftede, hvad man der helt lokalt kunne gøre for at give kirkens lille bidrag i bekæmpelsen af klimakrisen. 

Og netop i forhold til bevarelsen af Guds skaberværk må vi da som kirke virkelig have noget at ”tappe ind med” i et af de emner, der er højest på den globale dagsorden. For første gang oplevede jeg, at der var unge, som uopfordret ringede til Stiftet for at høre, om de måtte være med til denne samtale – en samtale, der jo egentlig kun var beregnet for Stiftets ansatte. 

Skal vi som kirke bevare både vores legitimitet og vores relevans, så må vi være med i de dagsordener, der optager mennesker i dag. Vi må tage handling og bringe håb i klimadebatten. 

Vi må engagere os i de 17 verdensmål, som nu på tværs af lande engagerer politikere, folkelige foreninger, erhvervsliv, kirker og allermest almindelige mennesker. Prøv at læse de 17 verdensmål sammen med Luthers forklaring til Fadervors 4. bøn: Giv os i dag vort daglige brød. Så vil I kunne vinkle dem af en efter en. 

Vi må være der i bekæmpelsen af den nye folkesygdom i Danmark: Ensomhed. Kirken har et helt unikt fællesskab af ressourcestærke personer at bevæge og engagere. Vi skal tale imod den usunde nationalisme, der har nok i sig selv, og vender ryggen til de fremmede. Hvis ikke vi ser op og hører verden kalde, så går vi forkert af vor bestemmelse. 

Den jødiske forfatter og nobelprismodtager Elie Wiesel, der sad i tysk koncentrationslejr og mistede resten af sin familie der, sagde det i en tale i Det Hvide Hus ved overgangen til det nye årtusinde. En tale, hvor han udråber ligegyldigheden til livets største fjende: ”Ligegyldigheden er ikke en begyndelse – det er en afslutning. Og derfor er ligegyldighed altid ven af fjenden, for den er til fordel for aggressoren – aldrig for hans offer, hvis smerte forstærkes, når han eller hun føler sig glemt. Den politiske fange i sin celle, de sultne børn, de hjemløse flygtninge – ikke at reagere på deres vilkår, ikke at afhjælpe deres ensomhed ved at give dem et glimt af håb, er at forvise dem fra menneskets hukommelse. Og ved at nægte dem deres menneskelighed, forråder vi vores egen.” 

Mange undersøgelser viser, at kirkens relevans i høj grad afhænger af, om den er der for mennesker i nød. Og diakonien finder nye former i disse år. Den rykker i stigende grad ind på de sociale medier. Og der sker en glidning fra organisationsdiakonien over imod menighedsdiakonien. Der skal sættes ind for at udruste menighederne til de nye udfordringer, og for at få etableret et meget stærkere samarbejde mellem organisationer og kirke. 

 

4. Kirken som bygning spiller en langt større rolle for oplevelsen af nærhed og relevans end tidligere. 

I en konkurrence, hvor krav og hastighed hele tiden stiger, bliver kirkerne i stigende grad oaser for folk, hvor man søger hen. Måske er vi i et skifte fra en synagoge-kirke til en tempelkirke? Vi kommer fra en periode, hvor man fik bygget rigtig mange rum omkring kirkerummet – menighedslokalerne og sognegårde. Men nu rykker vi igen tilbage i kirkerummet med vore aktiviteter (konfirmandforberedelsen, babysalmesang, kirkekaffen m.m.) 

På landet bliver kirkerummet samlingssteder – som hidtil til gudstjenester og kirkelige handlinger – men de er efterhånden et af de få offentlige samlingsrum i mange landsogne. Jeg hørte for nyligt om en landsbykirke, hvor biblioteket spurgte, om de måtte bruge kirken i stedet for bogbussen, som blev nedlagt. Og i storbyen foregår meget spændende i de nye områder, hvor kirken i Aarhus f.eks. er rykket ind i en af Bjarke Engels ”badehuse”, og hvor Kirkefondet er gået foran med den fleksible og flytbare husbådskirke i Sydhavn, København. 

På landet sker der en spændende dobbeltbevægelse med en ”op-sakralisering”, hvor kirken er det anderledes rum med højt til loftet samtidig med, at det gøres multifunktionelt. På Salling har jeg genåbnet Harre Kirke, som er et resultat af Kirkefondets projekt ”Landsbykirken som et aktiv”. I Harre kirke er helligheden fastholdt samtidig med, at der er gjort plads til både kirkekaffe, babysalmesang, børnekor og pilgrimsvandrere. Rummet afspejler, at vi ikke længere blot har én menighed i sognet – men vi har mange – som konstant fornyes. 

 

5. Kirkens liturgi rykker ud af gudstjenesten. 

Liturgien og ritualerne rykker ind i konfirmandundervisningen, ud på pilgrimsvandringen, ud i naturen eller ind i folks haver ved bryllupper og særlige gudstjenester. Drop in dåb er opstået – som nogen anså for poppede, men som viste sig at være et svar på folks mangeårige savn. 

Ritualet er kirkens urgamle svar på relevans og Gudsnærvær. Men der kan og skal arbejdes med ri-tualerne, så de på én gang taler til hoved og hjerte – så de bliver tydelige samtidig med, at de netop siger det, som vi ikke kan sige af os selv. De har evighedsrod, samtidig med at de taler og handler med os, så vi erfarer den lidende kærligheds sejr. 

Tak for udfordringen til at dele tanker om kirkens relevans og nærhed.

Biskop Henrik Stubkjær, Viborg stift

Vil du vide mere eller sende en bestilling,
så kontakt os på

Tlf.: 33 73 00 33
kirkefondet@kirkefondet.dk